Tom Funke – kærridder og bushcrafter

Naturen er et lukket rum, der ikke åbner for den, der lukker sin dør. Sådan mener Tom Funke, der underviser i naturterapi på Human Education Groups nye naturterapeutuddannelse. Han har, om nogen, naturen som en naturlig del af sit liv. Proces har taget en snak med ham om hans forhold til naturen.

Af Anette Wiklund

Jeg har hørt, at du sover på din terrasse. Er det sandt?
– Ja, men det er ikke en terrasse. Det en veranda! I starten blev jeg meget ophidset over, at nogle kaldte det en terrasse. Det er det langt fra. Der er efter alle kunstens regler blevet lagt rigtig meget energi, overskud, planlægning og fokusering på, at det skal være en amerikansk veranda – en front porch.

Ok, så er det på plads, men hvordan kan det være, at du sover på din veranda?
– Jeg kan godt lide at sove ude, men der er noget mere i det. Jeg har egentlig sovet ”ude” indenfor i rigtig lang tid, for jeg har aldrig haft trukket gardiner for eller lukket til, og når jeg vågnede, havde jeg en god fornemmelse af, hvad klokken var. Jeg kigger på det lys, der er i rummet. Sådan har det hele tiden været. Jeg havde en kæreste på et tidspunkt, der helst ville have mørklægning. Der blev jeg opmærksom på, hvor fanget jeg følte mig i, ikke at kunne kigge ud. Jeg blev fanget indenfor. Det kom til at betyde endnu mere for mig, da jeg fik min hund Tika for et par år siden. Hun er to år og tre måneder, og jeg fik hende, da hun var otte uger. Siden da har vi sovet ude næsten hver nat. Når vi sover inde, føles det meget tørt. Sådan havde jeg det jo ikke før, da jeg sov inde. Det danske klima er meget fugtigt, og det har jeg vænnet mig til. Det er rart og dejligt. Jeg synes også, at mine drømme er mere tydelige og sammenhængende. Det kan måske have noget at gøre med, at jeg er i en dyb søvn, og at der er lidt fuglefløjt. Når man arbejder med freudiansk underbevidsthed og drømmetydning, så taler man jo om, at underbevidstheden har direkte adgang til vores adfærd. Har man lidt symbolsk-metaforisk kendskab, så kan man drage nytte af det i sin hverdag, og det er vel det, det handler om. Det er en Robin Hood effekt – vi tager fra de rige – altså underbevidstheden og giver til de fattige, nemlig bevidstheden.

Åbner naturen for underbevidstheden på en
anderledes måde?
– Naturen har den evne, at få alt ting til at gå op i en højere enhed. Det er ligesom musikere eller dykkere. De tænker ikke. De er bare i det. Alt andet end musikken eller havet er væk, og du er i et konsistent nærvær. Det er det, naturen gør. Naturen har også en fundamental evne til at få dig til at handle. Rigtig mange mennesker er ramt af ikke at kunne handle, men når du er i naturen, er du nødt til at handle.

Hvordan får naturen os til at handle?
– I naturen bliver du nødt til at finde ud af: Hvor vil jeg hen? Hvor skal jeg starte? Hvor er jeg i tørvejr? Begynder det at regne? Skal jeg have en jakke på? Hvor er der ly og læ? Er der brænde? Skal jeg være her hele tiden? Hvorfor skal jeg? Er der nogle steder, jeg hellere vil være end andre? Vi er hele tiden i en eller anden form for handling. Naturen får os til at handle. Derfor tror jeg, det er rigtig vigtigt, at mennesker kan få noget sparring i at blive vækket til live, for mange ønsker jo gerne at handle. Man ligger i sofaen, og ser en god film og bliver inspireret af alt det, man ikke har eller kan. Vi har en masse forestillinger om, hvad vi godt kunne tænke os, men når man så kommer til det, at skulle handle, er det ikke så nemt. I stedet for at slå et kæmpe stort brød op (det liv man ser i tv), så skal man først og fremmest have evnen og færdigheden til at kunne finde motivationen til at handle. Man bliver nødt til at være et handlingsmenneske. Det er vigtig, at kunne for at opfylde sin drøm. Desværre er det sådan, at ti ud af ti, der kommer i terapi, kommer der pga. en knust drøm.

Tvinger naturen os til at være i nuet?
– Det er spændende, at du siger tvinger, for vi har et samfund, der mange gange tvinger os. Naturen tvinger ikke. Den er bare. Hvis du ikke er i nuet i naturen, er der en konsekvens. Det er der selvfølgelig også i samfundet, men der er noget, jeg rigtig gerne vil pointere: At gå en tur er ikke at være i naturen. Hver eneste gang du går i naturen, og du som betragteren tænker: ”Der er et træ” eller ”Sikke en flot himmel” så er du adskilt fra naturen.

tom-nearface

Hvad er det så at være nærværende med naturen?
– Essensen af at være i naturen er det øjeblik, man glemmer naturen. Det øjeblik, din bevidsthed ikke er på naturen, men hvor du er i den uden at tænke over det. Det bliver en samspilspartner –  en symfoni – en rytmik – en prana – en ud- og indånding – man er i naturen uden at tænke over det, og så er jeg tilbage til det her konsistente nærvær. De øjeblikke i væren, tror jeg er sunde, for der oplever vi noget, der er større end de problemstillinger, der normalt fylder i vores bevidsthed. Det var det, der satte mig i gang med at beskæftige mig med naturterapi.

Hvornår og hvordan blev du ”naturmenneske”?
– Det har aldrig været et formål eller en plan, at jeg skulle være naturmenneske. Jeg har en pædagogisk uddannelse, hvor jeg ikke havde noget med naturen at gøre overhovedet. Det var mere gymnastik og sådan noget, der interesserede mig. Det er noget, der er kommet hen ad vejen. Lysten og friheden til bare at være ude. Jeg ved godt, hvor det hele det kommer fra, for jeg har jo været i terapi, og har arbejdet en del med mig selv i forhold til eventyrterapi. Der mødte jeg nogle tilstande, som jeg helt havde glemt. Nogle tilstande, som egentlig er mere mig, end den andre, skal synes jeg er. Overskriften i forhold til eventyrterapien er: ”Kærridderen”. Vi boede i nærheden af et kær, hvor jeg opholdt mig meget som barn.

Hvordan var dit forhold til naturen, da du var barn?
– Jeg er vokset op på et nedlagt landbrug, og har altid kravlet i træer. Jeg svang mig fra gren til gren, men har aldrig hørt nogle sige, at jeg skulle komme ned fra træet, tværtimod. De har nok bare gået rundt nede på jorden og tænkt: ”Hvor er Tom mon? Min mor havde småjobs, men gik primært derhjemme. Min far var ikke min biologiske far, men fungerede, som var han min far. Han var produktudvikler, smed og altmuligmand. De var ikke specielt glade for naturen. Vi havde en trelænget gård ved Mjallerup med stor udsigt over hele dalen og området.

 

Lige der tænkte jeg,

at savn binder.

  

Jeg sad i timevis oppe på bliktaget, hvor jeg forestillede mig en hel masse. Jeg kan huske, at mine ben blev helt sølvgrå af blikket på taget. Jeg sad der i mange timer, mens min far og mor kørte et eller andet sted hen, og kom tilbage. På et tidspunkt kom min mor hjem med en spejderdolk til mig. Hun kom med den om eftermiddagen, og jeg havde studeret den hele dagen og aftenen. Den lå ved siden af mig på mit natbord den første nat. Vi havde sukkerroer rundt omkring gården, så næste morgen skulle jeg bare ud og snitte. Jeg stod op kl. 4, og mindes ikke, jeg sagde til mine forældre, at jeg gik. Der var en åben tillid til mig. Måske har min far set, at jeg rendte rundt dernede på roemarken. Jeg var jo bare barn, men var dernede fra tidlig morgen til sen aften. Jeg tænkte ikke på det som lang tid, for jeg legede, snittede og lavede flitsbuer i min helt egen verden. At få den dolk var et gennembrud til en verden, hvor jeg var i min egen indre klokke. Sådan var det i mange år. Det forsvandt, da jeg blev ung.

Var du meget alene i naturen?
– Jeg havde tre søskende, men jeg var alene. Absolut alene. Mine søskende ville jo rigtig gerne være med og få lov til at gøre det, jeg gjorde, så jeg skulle op tidligt om morgenen for at smutte, før de vågnede. Jeg havde ikke ret mange legekammerater, fordi jeg stod op kl. 4 om morgenen. Det er en af grundene til, at jeg også er skraldemand i dag. Jeg ved, at savn binder, så når man kommer væk fra noget, så binder det savn. En forudsætning for at genopdage værdien af det man er, og kommer fra, er at man bliver nødt til at sætte det ud af spillet.

Hvad mener du med, at savn binder?
– På et tidspunkt var jeg guide på Caminoen i Spanien, og tænkte undervejs meget på min søn Sylvester. Jeg gik og savnede ham, og kiggede en dag ned på jorden, hvor jeg fandt et snørebånd, der var tabt af en eller anden. Lige der tænkte jeg, at savn binder. Det binder mig til min søn, at jeg savner ham. Jeg tænkte, at det stykke snørebånd skal sidde på min støvle, så hver eneste gang jeg tager den af eller på, så tænker jeg på ham. Det har jeg gjort lige siden, og jeg har virkelig været ude at gå mange kilometer med den snøre. Så savn binder, og det er en god værdi. Savn behøver ikke være en negativ lidelse. Det er en værdisættelse, vi har lært. I virkeligheden er det jo bare et udtryk for kærlighed. At noget er værdifuldt.

Du sagde tidligere, at dit forhold til naturen forsvandt, da du blev ung. Hvad skete der?
– Da jeg var ung, gik der alvor i den i Løgstør, der lå tæt på, hvor jeg boede. Enten var man god til at spille fodbold og håndbold eller også var man den, der eksperimenterede med at ryge hash i en lejlighed. De to første ting var jeg ikke særlig god til. Det sidste var jeg faktisk heller ikke særlig god til, men det var som om, at det var naturligt. Det var jo mine kammerater, og dem jeg gik med. Jeg husker tydeligt, at de også spillede på spillemaskiner på cafeteriaer, hvor de brugte oceaner af tid, men jeg gjorde det aldrig. Jeg spillede heller ikke kort, men sad troligt ved siden af. Jeg kunne mærke en stigende irritation over, hvad fanden jeg lavede der. Det var det eneste, jeg kunne gøre, for der var ikke andet at lave i den by. Hvis der ikke er noget, giver det, der er, mening. Så kan vi sige nok så mange gange til unge, at det er forkert det, de gør, men hvis der ikke er andet, så er det det, der er. Det giver god mening i forhold til det, jeg har begivet mig ud i som voksen. Heldigvis blev jeg på et tidspunkt spurgt om, jeg ville arbejde med adfærdsvanskelige unge. Det gjorde, at jeg kom lidt væk fra det her løgstørianske unaturlige miljø, hvor vi eksperimenterede med euforiserende stoffer. Det har givet mig en god erfaring i forhold til mange aspekter. Jeg kom til at arbejde på Solhaven ved Farsø, og mødte der en fantastisk kultur, arbejde og indsats. Sådan var det, da jeg var der. Senere flyttede jeg til Ålborg.

toms-feet

Hvad var din drøm, da du var ung?
– Det er sjovt, at når jeg har nogle store drømme for øje, så bliver det forhindret af noget. Jeg havde købt en Caravelle Supervan – en stor bil, som jeg ville tage sydpå i, når jeg havde ferie fra Solhaven. Men da jeg købte den, havde min kammerarts kæreste en studieveninde, som jeg lige skulle møde og vupti – så kom jeg ingen steder hen. Hun syntes jeg skulle til Ålborg, og så syntes hun, at jeg skulle på pædagogisk seminarie. Jamen ok, så gør jeg det. Min mor havde ellers altid fortalt mig, at man ikke behøver en uddannelse, for det havde hun ikke.

Hvordan blev du sporet ind på naturterapien?
– Da jeg startede på den pædagogiske uddannelse, begyndte jeg samtidig at læse åndsvidenskab og filosofi. Jeg læste bl.a. Martinus, og var også i studiegruppe. Det var et nedbrud, da jeg begyndte på seminariet og startede med at læse filosofi. Jeg blev ikke-social og trak mig. Det havde ingen værdi, fordi jeg læste alle de her åndsvidenskabelige ting. Der opdagede jeg, at der var noget, der var mere meningsfuldt end alt andet, jeg havde været i. Det var på det tidspunkt, at jeg slap mig selv løs fra det sociale liv. Evnen, lysten og nydelsen i at være koblet fra har så stort et potentiale. Det blev jeg rigtig glad for. I 2004 gik jeg Caminoens 900 km alene. Senere blev jeg guide på Caminoen. Bagefter kom jeg tilbage i et job, som var meget systemisk pædagogisk. På et tidspunkt kommer jeg i kontakt med David, der er institutleder på HEG (Human Education Group), og starter på psykoterapeutisk grundforløb. Derefter kører det ellers bare derud af med uddannelse. Jeg bliver assistent på HEG, og tager sideløbende uddannelser som familie- og parterapeut. Det er blevet til et godt venskab og kollegaskab med David på godt og godt. Det er sådan, det er.

 

Det er ikke bare en klapstol og en webergrill, hvor man kan se, at tissemanden bliver mindre og mindre, fordi maven hæver mere og mere i takt med at fadøllerne indtages.

 

Hvordan foregår det, når du er i naturen?
– Jeg er et sted i mit liv, hvor der er noget, der hedder friluftsliv og noget, der hedder bushcraft. Friluftsliv er opstået ud fra bushcraft. Bushcrafting er vores urinstinkts militante måde at overleve på i naturen med det, der er at gøre med. I friluftliv kan du købe dig til det hele. Du kan købe et helt køkken, stue eller soveværelse. Jamen, du kan blive ved og ved med at købe grej. Der har jeg været i 20 år, og har virkelig mødt mange mennesker. Jeg har selv været end del af det materielle, men er kommet tilbage til bushcraft, hvor ostedet skal være enkelt og bekvemt. Jeg kan godt lide at læse om, hvordan man finder mad i naturen og har læst ”Vorherres køkkenhave” om en mand, som har levet som hjemløs i et par år, hvor han udelukkende levede af det, der er i naturen. Det skrev han en bog om, da han ikke længere var hjemløs. Alle vores urter og træer er det vi ser, men hvad med alt det, vi ikke ser, nemlig rødderne, som er en repræsentant for grøntsagerne. De har nogle smagskrafter, som er meget mere autentiske og naturlige end det, man køber for at lave suppe. Jeg har aldrig smagt så meget, som jeg gør nu. Jeg smager på det hele, og begynder at have en indre fornemmelse af, hvilke smagsnuancer, der kunne være spændende at sætte sammen.

Hvad har du med, når du bushcrafter?
– Jeg har en kniv, der har mange funktioner. En økse, der har mange funktioner. Jeg har en lille lædertaske, med mit strygestål og en tørret træsvamp. Det kan jeg altid lave ild med, uanset om det er vådt eller tørt. Det er det, jeg primært bruger. Og så har jeg sådan en lille bushbox, som kan foldes ud. Den kan jeg altid lave bål i. Nemt og bekvemt. Jeg har fået lavet en rollup pocket, der sidder fast til bukserne med noget velcro. Du kan rulle den ned og fylde den med alt muligt – brænde, svampe osv. Friluftlivet har jo de her jetboils. Ja, bare hør ordet – hurtigkog – og så skal du hurtigt have rygsækken på igen. Jeg ved godt, at det er en værdiladning fra min side, men det handler om kilometer, om at gå langt. Friluftsfolk har det med at spørge: ”Hvor langt gik du?” Nu er det noget helt andet for mig. Det handler om, hvor mange timer jeg er i naturen. Der er mange, der skriver til mig, og som vil med ud at gå, også nogle jeg slet ikke kender. Nogle spørger, hvor lang tid det tager? Så plejer jeg bare at skrive: ”Så lang tid, som muligt”.Begynd at tæl timer i stedet for kilometer. Andre spørger: ”Jamen, hvad for noget tøj skal jeg have på?” og ” Når foråret kommer, hvad for noget tøj passer der så til?” Der svarer jeg: ”Tag noget med, der er alt for varmt, og tag noget med, der er alt for koldt, så passer det nok”.

farvel

Kan andre lære gennem dine erfaringer med naturen?
– Det er forståeligt, at mange vil bruge en genvej til at få andres erfaring, men friluftliv og bushcraft er to vidt forskellige ting. Jeg skal vide, hvad det er de vil, men ens egen erfaring er allerbedst, og det har vi virkelig lært i forhold til naturterapeutuddannelsen. Der er rigtig mange, der giver udtryk for, at de har SÅ meget kendskab til naturen, og at de har sovet ude mange gange. Virkeligheden er så, at vi oplever, at nogle studerende ikke har så nemt ved at samle en Trangia. Andre har taget et liggeunderlag med, som de ikke ved, hvordan fungerer. Nogle har ikke telt med, og andre har bare en presenning med. De har haft en ide, noget tankemæssigt, men det er ikke det samme som at være i det og opleve. Det handler om kendskab til grejet. En studerende kan sig: ”Uha, der var mørkt og der var…” ”Jamen du sagde, du havde en masse kendskab til naturen”. En anden studerende siger: ”Så tager jeg nogle gange til USA, hvor jeg er sammen med indianerne” Mit svar: ”Ja, men pkt. 1. Der er varmt.  Pkt.2. De sørger for det hele. Pkt. 3. Det er ikke det samme som i DK.

Hvor vigtig er den praktiske erfaring i forhold til at være naturterapeut?
– Skal du som naturterapeut ud med en klient, så er det fornemmeste du kan gøre, at give klienten en mulighed for at føle, at her er der en terapeut, der har styr på det derude. Det er et slags levende CV som terapeut, inden man begiver sig ud i at bruge færdigheder i forhold til terapi og natur. Dit grej og udstyr og dig selv som menneske er det vigtigste. Så bygger du det andet på. Det andet kan slet ikke fungere, hvis det første ikke er der. Du skal som terapeut sørge for, at de fysiske ting er på plads, så din klient kan være tryg i sin proces. Regn skal f.eks. ikke være en forhindring. Regn er den bedste mulighed for at lave nogle nye konklusioner, nye sammenligninger og bruge det i terapien.

Bor du tæt på naturen nu?
– Ja, jeg har købt et sommerhus 100 meter fra fjorden, og en grund, der ligger lige op til. Her opholder jeg mig meget og har lavet shelter, vildmarksbad og bålplads. Det er et autentisk rum i naturen, som jeg har bygget på i et stykke tid nu. Det er også en af grundene til, at jeg underviser som naturterapeut.  Jeg bruger området til en terapiform, der hedder ”Det autentiske rum”, hvor man er er i terapi i 12 eller 24 timer. Vi sover derude, og når vi vågner næste dag, laver vi en opsummering. Efter at jeg selv var i 24 timers terapi, fandt jeg ud af, at det er mere forvandlende, forpligtende og konstruktivt, end de normale 45 min. Der sker også noget andet med terapeuten. Jeg har aldrig haft brug for at ”koble af” som terapeut på de lange forløb. Jeg er på indtil sidste minut. Det kommer sig af, at jeg har været underviser på familie- og par uddannelsen på HEG, hvor jeg har været afsted otte dage i træk. Der er vi på fra kl. 9 om morgenen til nogle gange kl. 2 – 2.30 om natten. Jeg synes, det er yderst spændende, og bliver ikke træt. Når klienten nævner, at det der sker nu, er meget autentisk, så har jeg nået målet.

En ting er at være terapeut, men hvad gør naturen ved dig?
– Den gør mig fri og ansvarlig for det, jeg står i. Nu har jeg brændeovn i mit sommerhus, og har det faktisk meget bedre ved at komme hjem til et iskoldt sommerhus, og så skulle ud og hugge noget brænde, putte det i en kurv og så ind, tænde op og så bare sidde og mærke varmen, der stille og roligt kommer. Det hele begynder at knage, fordi det er et træhus. Varmen bliver ikke noget, jeg tager for givet. Den bliver en personificering af mit eget engagement – i et træ, i min økse, i at putte det i kurven, hele min egen identitet og væsen mærker, hvor værdifuldt det er, når jeg mærker varmen. Sådan har jeg det også ude i naturen. Det er ikke bare en klapstol og en webergrill, hvor man kan se, at tissemanden bliver mindre og mindre, fordi maven hæver mere og mere i takt med at fadøllerne indtages. Naturen får mig til at værdsætte mig selv som organisme – som det hele menneske jeg er. Det er min identitet og det, jeg skaber. Egholm ved Ålborg er et fantastisk sted, hvor jeg nogle gange kommer tidligt fredag, når jeg har fri. Så bygger jeg et hjem der, med nogle høje stolper. Jeg laver et bord med en skygge hen over, en lille strop, hvor noget kan hænge. Jeg skaber et sted, som er så naturligt og så ligetil, at det er lystværdigt at være. Det er et hjem. Nogle gange tænker jeg, når jeg kommer hjem, at jeg får mange kommentarer om, at jeg har et lækkert hjem, og at er det unikt. Ja, men det er ikke der, jeg har det bedst. Min værdi ligger ikke der, men i naturen. At gå ned og skylle min kaffekop i en bæk for at lave en ny kop kaffe, som tager et stykke tid.

tikaHar du aldrig haft kærester med i naturen?
– Du åbner en dør nu…. Jo, det har jeg haft en del gange. Jeg har haft kærester, der gerne ville være kærester, fordi de har savnet det her natur. Så har jeg jo tænkt: ”Åh… ENDELIG”, men når vi så er i naturen, finder hun ud af, at hun ikke ER i naturen. Det er en flugt for at komme væk fra noget andet. Det er dejligt, når solen skinner, men når de andre vejrforhold er der, så bliver det noget helt andet. Så sker der noget. Jeg har også oplevet, at kærester bliver jaloux på det liv, jeg har. Jeg har et ægteskab med naturen, og de får ikke den samme opmærksomhed, som naturen får af mig. De begynder stille og roligt at brokke sig: ”Det hele behøver jo ikke være natur”. Jalousien kommer snigende, fordi de kan mærke, at de mister mig. Det gør de jo også. Det går op for dem på et tidspunkt, at de har tilsidesat sig selv for at møde mig og naturen, for forelskelsens skyld. Hvad gør vi ikke for at få et andet menneske til, at synes om os. Vi tilsidesætter det, vi selv er. Når der har været afkald nok, så vender de tilbage til det liv, de levede før. Hvis jeg skal have en livspartner, skal det ikke være en, der kommer fra et helt andet liv end mit. Det skal være en, der er, kan og har levet i naturen, som en måde at være i verden på og en måde at gå gennem livet på.

Har du nogen yndlingssteder i naturen?
– Jeg har hele tiden et billede i hovedet: En træhytte med plads til to personer, hvor der er en brændeovn. Der behøver ikke være vand eller strøm. Helst ikke faktisk. Det er tæt på en bæk eller flod og med en masse træer, som jeg kan gøre med, hvad jeg vil, og så skal Tika og min dreng Sylvester være der. Det gad jeg rigtig, rigtig godt. Jeg ved, at når jeg finder det sted, så må jeg give afkald på alt det, jeg gør i forvejen, men jeg kan mærke, at jeg er villigt til at gøre det. 

 

Anette Wiklund

Anette Wiklund

Redaktør at Proces
Journalist, webdesigner og social media manager.
Anette Wiklund

Latest posts by Anette Wiklund (see all)