18. maj 2024

Sct. Hans: De hellige kilder og urter

Når vi brænder hekse på bålet Sankt Hans aften, så er vi ifølge vores gamle nordiske rødder ude i et blandingsmisbrug af ritualer. Kristendommen indtog ublu de hedenske rituelle steder, og placerede kirker ved de helbredende kilder.

Sankt Hans er et fordansket navn for Johannes Døberen, som vi fejrer på en hedensk festdag. Kirken har haft det med at placere deres kristne ritualer og fejringer på de hedenske festdage, og kirker er blevet bygget ved helbredende kilder. I forbindelse med Sankt Hans brænder vi hekse af, hvilket slet ikke har noget med Johannes Døberen at gøre. Den tradition blev ifølge folkemindeforsker Iørn Piø skabt af en gruppe tyske indvandrere på Kalundborg-egnen i 1920´erne.

Vores oprindelige hedenske festdag var en tilbedelse af solen, som vi fejrede ved vinter- og sommersolhverv. Vi brændte bålet for at holde hekse og onde ånder væk, men brændte ikke dem på bålet. Den uskik blev brugt af inkvisitionen, og har intet med sommersolhverv at gøre.

Naturkræfter og varsler 
Ved sommersolhverv er natten fyldt med magiske kræfter. Urterne bliver særligt virkningsfulde, og kilderne var særlig hellige denne nat. Ifølge den danske heks Danny Druehyld er urterne fyldt med opstigende safter og solens lys. Disse kræfter svækkes fra Sankthans. I Danny Druehylds ”Heksenes håndbog” opfordrer hun til, at du Sankt Hans dag, kl. 12 middag plukker planten gråbynke, og samler ønskesten. Planten Gråbynke skal man hænge ved sin dør. Den beskytter, og er en lykkebringer. Du finder derefter en ny gråbynke, og fletter så de to planter sammen. Du indfletter alt det, der forhindrer og hæmmer dig i livet. Ting som dårlige vaner, sygdomme, nedslidte mønstre og evige gentagelser af dumhed og fejl.

Når solen står højest på himlen, bader du i en kilde, og lader solen tørre dig. Ved midnatstid er der heksering om bålet, hvor du takker kærlighedens og sommerens gudinder, som blandt andre er Freja, Hertha, Artemis og Isis. Der ofres vin til hyldetræet, og hyldeblomsterne spises. Dette er blot nogle af de ritualer, som Danny Druehyld foreslår. 

Ved midnatstid kan du med fordel indsamle bl.a. hasselkæppe, pil, eg, flyverøn. Du kan også plukke ni blomster til at lægge under hovedpuden. Så vil du kunne drømme om din tilkomne, få et såkaldt kæreste-varsel. Det samme gælder, hvis du som ugift pige tager vand fra en hellig kilde, og hælder det i en spand. Du vil kunne se synet af din kommende mand, når det første slag af midnatsklokken lyder og synet vil vare, indtil det sidste klokkeslag er forstummet. Andre mente, at hvis det regnede Sankt Hans dag, så ville man få et frugtbart og frodigt år – et såkaldt grønt år.

Kilder med helbredende kræfter 

Engang fandtes den såkaldte ”kildetid”, som startede ved Sankt Hans og sluttede på Vor Frue dag 2. juli. Helt op til 1800 årene valfartede folk til de hellige kilder, når det var sommersolhverv, hvor kræfterne var særlig stærke. Nogle kilder blev endda besøgt helt op til 1. verdenskrig. Folk søgte kilderne for at blive helbredt for sygdomme og skavanker. Man drak kildevandet, og badede de syge lemmer. Flere af de hellige kilder er jernholdige, og i nogle af dem er der konstateret indhold af radium, kalk og kulsyre.

Boes kilde ved Lynæs strand havde ry for at være god til øjensygdomme, og indeholder ifølge prof. August Krogh brom, der bl.a. kan være virksomt imod betændelser. Flere af 1600-tallets berømte læger, som fx. Thomas Bartolin, rådede i visse tilfælde folk til at opsøge kilderne og drikke af deres vand. Lægeordinerede kurbade og indtagelse af mineralsk vand hørte da også til kuren på de velstilledes kursteder i de senere århundreder.

Handelsfolk var opmærksomme på, at der var mange mennesker omkring kilderne til Sankt Hans. Derfor opstod de såkaldte ”kildemarkeder”, med boder, hvor der bl.a. blev solgt lertøj.  Forlystelsesstedet ”Bakken” har sit udspring i det kildemarked, der var ved Kirsten Piils kilde i Klampenborg. Blandet de mest kendte kilder var Helene kilde ved Tisvilde og Sct. Sørens kilde ved Kippinge kirke på Falster.

Sct. Sørens kilde ved Kippinge på Falster

Kilden og det blødende alterbrød

I middelalderen valfartede folk til Kippinge Kirke på Nordfalster. Kirken havde noget helt særligt at byde på, nemlig et blødende nadverbrød og en hellig kilde viet til Sankt Søren (fordanskning af Skt. Severin, en tidligere biskop, der blev begravet i Köln i 300-tallet. Hans relikvier kom i 11-1200 tallet til Norden, hvor han blev til en kendt helgen). Man mente, at Kippinge kirke ejede nogle dråber af Kristi blod. Det blødende nadverbrød, og Sankt Sørens Kilde blev flittigt besøgt af pilgrimme fra 1492 – ikke mindst af syge, der håbede, at den hellige kilde kunne helbrede dem. I kirkens tårnrum skal der tidligere have ligget krykker og andre gaver, som helbredte pilgrimme havde efterladt.

Kildebesøgene fortsatte helt ind til 1800-tallet, med kildemarked og gøgl. Især ved Sankt Hans var der tilstrømning til både Kippinge kirke og kilde. En lokal kapellan mente, at det var djævelen selv, som fik folk til at drage til Kippinge. Der stod jo ikke noget i Bibelen om, at Kippinge skulle være et helligt sted!  Biskop Thomas Kingo mente ikke, at kildebesøg var så farligt, når bare folk blev formanet til at give Gud æren for deres helbredelse, hvis de blev raske. Pilgrimsaktiviteten skæppede godt i Kippinge kirkekasse. Indtægterne var så gode, at Christian den Anden kunne ’låne’ penge til sine svenske krige af kirken.

Helene kilde ved Tisvilde

Myrdet prinsesse drev i land på sten

I følge sagnet var Helene en myrdet svensk prinsesse, som drev i land ved Tisvilde på en stor sten.  Da man ville transportere hende til kirken i Tibirke, sprang der en kilde frem undervejs. Da hestene for vognen med hendes lig ikke ville gå længere, løftede man båren af, hvorpå den sank i jorden. Stedet, hvor båren sank i jorden blev hendes grav. Kilden blev valfartssted, og der kom en kildeblok, hvor man kunne lægge pengegaver. Helene Kilde i Tisvilde blev en af de helt store hellige kilder. Folk kom rejsende, fra det meste af Sjælland, for at få en tår af det lægende vand og for sove med hovedet på Helenes grav.  Inden man tog hjem, var det godt at lave sig en lille pose med jord fra Helenes grav, og så bære den på brystet indtil næste års kilderejse.

Anette
Wiklund