Militærapeut

Med den ene hånd har han bekæmpet somaliske pirater i farvandet omkring Afrikas Horn, som kaptajnløjtnant på skibet HDMS Absalon. Med den anden har han været terapeut og underviser.  Disse to ting strider umiddelbart i hver sin retning, men kan med lidt snilde forenes, hvis man altså hedder Peter Jansberg.  Efter en pause er han tilbage som underviser på hypnoseuddannelsen hos Human Education Group. 
 Af Anette Wiklund

Egentlig ville han have været pilot. Han opgav dog tanken, da han troede, at hans engelsk ikke var godt nok til, at han kunne komme ind på uddannelsen. I stedet valgte han Søværnet, inspireret af en onkel, der var i handelsflåden.
– Jeg fik at vide, at hvis jeg var i Søværnet eller forsvaret ville jeg være sikret i tid og evighed. Jeg må indrømme, at jeg som 20 – 21-årig ikke tænkte så meget på pension, men i løbet af de første halvandet år på Søværnets Officersskole gik det op for mig, at ja det er meget muligt, at jeg havde taget et valg, men jeg skulle jo også bestå nogle prøver. Der var nogle ting, man skulle leve op til, og det var ikke ligetil det hele, siger Peter, der som ung startede på den militære grunduddannelse.

Sendt på græs af psykolog
Allerede tidligt i det militære uddannelsesforløb viste Peter en særlig terapeutisk evne. En empatisk sans, der var svær at forene med militærets menneskesyn. På et tidspunkt fik han en eksamensopgave, der gik ud på, at skulle vejlede en værnepligtig ung mand. Den unge mand havde fire muligheder: Han kunne blive i forsvaret, tage sergentskole og afslutte som sergent. Han kunne sige ja til en plads på officersuddannelsen i hæren. Han kunne vælge at stoppe i militæret og komme tilbage på sin gamle læreplads. Den fjerde mulighed var en joker. Han kunne sige farvel og tak til det hele og tage med ud at køre ræs med sin far, som var motorcykelkører, men det var en meget usikker tilværelse. Eleverne kom vi ind hver for sig, fik præsenteret opgaven, og fik så et kvarter til at finde ud af, hvad de ville rådgive ham til.

– Jeg kommer ind foran psykologen, der sådan set er meget flink og rar. Hun vil gerne have en løsning. Jeg siger, at jeg ville hive den unge mand ind til en samtale, og kunne godt tænke mig at vide, hvad han brænder for, og hvad han gerne vil med sit liv, for det kunne godt være, at han havde brug for et sabbatår. Hvis det sabbatår skulle være sammen med sin far, så synes jeg jo, at det ville være perfekt. Tage et sabbatår, væk fra alting, prøve nogle andre ting, få nogle oplevelser i livet. Det kunne være en mulighed, men hvis det nu var, at han gerne ville hjem og ind på sin gamle læreplads i en bank, så var det selvfølgelig det, han skulle vælge, men jeg synes ikke, at jeg havde hørt hans version af, hvad han ville. Psykologen sagde så, at jeg ikke kunne snakke med ham, men at jeg skulle give ham et råd. Jeg mente så, han skulle tage med sin far, for det var jo once in a lifetime. Den mulighed fik han ikke senere, og han kan jo altid søge tilbage til militæret, siger Peter, der allerede som ung tænkte i de terapeutiske baner, hvor samtalen jo er i fokus.

Senere blev alle kaldt sammen, og to af eleverne fik at vide, at det ikke blev denne gang, de kom ind på officersskolen. Den ene var Peter. Psykologen gav tilbagemeldingen, at Peter havde vejledt en ung mand fuldstændigt uansvarligt på et tidspunkt i hans liv, hvor han jo ikke var særlig selvstændig. Han sad og kiggede lidt på psykologen, og sagde så til hende: ”Ok, og hvad synes I så, at jeg er? Jeg er faktisk også på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg heller ikke helt har afgjort, hvad jeg skal eller hvad jeg vil, men jeg har søgt den her uddannelse, så jeg har taget et valg, og I siger til mig, at det valg jeg har taget, ikke er det rigtige, og at jeg er uansvarlig i forhold til en enkelt test. Kigger I på samtlige testresultater, er der sådan set ikke noget at komme efter”. Peter fik at vide, at sådan er det altid. Der er altid nogle, der ikke kan lide testresultatet. Han kom derfor på ”græs” i et år, hvor lærte sig nogle andre færdigheder indenfor søværnet, og skulle så til samme test året efter.

Jeg fandt ud af, at det er fint, at man selv kan gøre noget, men hvis du ikke kan spørge om hjælp, så er du meget alene i verden.

– Man kan godt sige, at jeg ligesom havde lært lektien. Der var kun et svar på den test. Jeg skulle selvfølgelig rådgive ham til at følge den militære bane. Så blev jeg optaget. Det var første gang, jeg fik den her tanke omkring psykologer. Hvem er det egentlig, de arbejder for, og hvad er det egentlig, de kan, som vi andre ikke kan. Du bliver i forhold til denne test sat i en bås. Det gjorde faktisk, at min indre rebel blev opsat på at følge den militære karriere. Jeg bed mig fast. Det kan man så diskutere, om er rigtig eller forkert. Jeg har aldrig fortrudt det. Jeg har en holdning, der hedder: De valg du tager, har nogle konsekvenser, og en gang imellem kan man godt synke ned i, at tingene er uretfærdige, og at det også er alle de andres skyld, men når alt kommer til alt, er det dine egne valg, der har haft nogle konsekvenser. Hvis tilbagemeldingerne og feedbacken er ærlig, bør du også kunne forstå det, siger Peter.

Peter kommer ind på Søværnets Officersskole, men hans uddannelsesbehov stopper ikke der. Efter en periode med militærfaglige frustrationer og konflikter, opfordrer hans daværende kæreste Ingrid ham til at få noget hjælp til at arbejde med de frustrationer. På det tidspunkt gik Ingrid på Human Educations Groups kurser og Peter hentede hende nogle gange der, når han skulle hjem fra Frederikshavn, hvor han arbejdede.

Officeren sænker sine parader
– Jeg fik talt med HEG, om at starte på uddannelsen som dynamisk terapeut. Jeg kunne bruge det som et selvudviklingsforløb, og få pillet ved vreden og frustrationen, og hvad det var, der gjorde, at jeg opsøgte konflikter, som David, institutlederen, udtrykte det. Jeg tænkte, at det da ikke var mig, der opsøgte de konflikter. Selvom jeg havde en rimelig stor selvindsigt, så kunne jeg godt se, efterhånden som det terapeutiske forløb skred frem, at det var rigtigt. Jeg fandt ud af, at det er fint, at man selv kan gøre noget, men hvis du ikke kan spørge om hjælp, så er du meget alene i verden. Så kommer du ind i de her frustrationer, fordi du føler, at du skal gøre det hele selv. Det gør også, at du bliver dårligere og dårligere til at udtrykke dine behov. Det var faktisk en øjenåbner, og det var medvirkende til, at jeg kom ind i den terapeutiske verden, og også fik åbnet op for, at der er mere mellem himmel og jord, siger Peter, der allerede som barn havde haft kontakt til særlige sensitive evner.

Peter husker bl.a. en episode, da han var 12 år. Hans forældre var ude på en køretur, og på et tidspunkt fik han en dårlig fornemmelse i maven. Han havde det rigtig dårligt i to timer, og havde en følelse af, at der var sket et eller andet. De skulle også have gæster den dag, og da gæsterne, Peters onkel og tante fra Århus, kommer, bryder han sammen i gråd, for han er overbevist om, at der er sket et eller andet med forældrene.

– Det stod lysende klart for mig, og viste sig så også at være rigtigt. De var blevet påkørt, og derfor var de ikke kommet hjem. Tidspunktet de blev påkørt på, var nøjagtigt det samme tidspunkt, hvor jeg var begyndt at få den fornemmelse i maven. Det er derfor ikke helt fremmed for mig, at der er mere mellem himmel og jord, end vi umiddelbart kan se, men da jeg var 12 år skræmte det mig en hel del, så jeg har faktisk forsøgt, at lukke ned for det. Jeg skal så hilse og sige, at det bliver ikke åbnet op ved at komme ind i militæret, siger Peter og griner. Det spirituelle begyndte han også at arbejde med, da han begyndte på HEG, fordi han havde nogle oplevelser i forbindelse med at sænke sine parader. Der var nogle blokeringer og opbygninger, der faldt væk.

– Jeg lærte ved militæret, at det her med at vise sine følelser, det skulle man passe meget på med, for det kom der ikke noget godt ud af. Det kunne jeg se på min mine bedømmelser. Hver evig eneste gang jeg skiftede stilling, så blev jeg bedømt. Der var kun et sted, hvor mit humør blev bedømt som noget

positivt. Jeg havde en god indflydelse på folk. Ikke fordi jeg spreder glæde, men når jeg kommer ind i rummet, så lysner tingene, fordi jeg meget sjældent siger, at tingene ikke kan lade sig gøre. Jeg er mere sådan: ”Lad os lige prøve at se, hvad vi kan gøre. Hvis vi nu …”, hvorimod mange i forsvaret tager worst case tilgangen. Hvad er det værste, der kan ske? Så hænger de fast i det scenarie, og handler ud fra, at tingene ikke kan lykkes. Jeg handler også ud fra det værste, der kan ske, men så bruger jeg det til at få sorteret det værste væk. Worst case kan jo være, at skibet bliver sænket, og vi dør. Så slutter det hele jo der, og så kan vi ikke løse opgaven. Men hvad er det værste, der kan ske, inden vi dør? Så kan vi løse problemerne derfra. Nogle synes, det tager evigheder, at gøre det på den måde. Det gør det også, siger Peter, der arbejder på det operative og taktiske niveau. Han har lært, at han dog ikke skal blive for terapeutisk i sin måde at formulere tingene på.

Terapi i militæret
– Jeg har et par gange kommet til at bruge nogle af de terapeutiske værktøjer, som man ville bruge overfor en klient, når jeg skal forklare nogle af mine kolleger noget. Der har det en negativ klang, når man siger: ”Jeg hører, hvad du siger. Jeg er ikke helt enig. Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne kigge på sagen fra en anden side”. Så snart de hører ordene: ”Jeg hører, hvad du siger”. Så hører de faktisk nogle andre ting. De har fortalt mig, at de føler det, som om jeg siger: ”Klaphat. Det, du siger er fuldstændig åndsvagt. Nu skal du høre den rigtige løsning”, siger Peter.

Jeg har brugt så mange år på at kæmpe imod strømmen,
for det var den måde, jeg var opdraget på.

 

Ifølge ham er mange af tingene i militæret sort-hvide. Det gælder om at få ret. Han sammenligner det med en kennel, der har mange alfahanner samlet på et sted, og hvor ingen af dem vil give sig. Den første, der giver sig, bliver anset for at være svag.
– I min verden er den første, der giver sig en, der er blevet mødt med nogle mere smarte argumenter. I min optik er det ham, der er klog. Jeg har så mange gange lyttet til, hvad de andre siger, og kommet med mine egne input og har kunnet se, hvordan jeg alligevel har kunnet skubbe det hele hen i den retning, som jeg synes det skulle gå, ved ikke at være påholdende og sige: ”Det er det her, vi skal gøre”. Jeg har i de situationer brugt de terapeutiske redskaber en lille smule. Jeg omskriver dem i en lidt anden retning, og er måske mere manipulerende. Til gengæld får jeg ikke kredit for de ting, der sker, for det er ikke mig, der har lavet dem. Så den der med at sætte sit fingeraftryk på arbejdet er ikke det, der er vigtigt. Det er netop den terapeutiske tilgang. Det er ikke dig, der skal fortælle klienten, hvad klienten skal. Du skal få klienten til selv, at få erkendelsen. Så kan det godt være, at klienten bagefter tænker: ”Hvad fanden skulle jeg gå til terapeut for, for det var jo mig selv, der lavede det”. Så har du i min optik gjort dit arbejde til UG med kryds og bolle, men inden for militæret må man bare erkende, at det ikke er dig, der kommer til at stå som ham, der har lavet det her. Du må bare leve med, at du har haft en stor aktie i noget og været en del af det menneskes erkendelse og valg, siger Peter.

Som officer har han haft nogle af besætningsmedlemmerne til samtale, hvor han kunne mærke, at han hurtigt fik skabt en fortrolighed. De føler, de kan sige ting. Som officer er han bundet af tavshedspligt, på samme måde som en psykolog eller psykoterapeut.
– Jeg har kunnet tale med stort set alle. Der har aldrig været noget tidspunkt, hvor folk ikke har gidet tale med mig. Til gengæld er der også nogle, der er kommet til mig direkte, fordi de har haft nogle oplevelser, når de har været ude. I forbindelse med f.eks. pirataktioner har der været nogle episoder, hvor folk er steppet over deres egne personlige grænser, fordi de er blevet skubbet ud i noget, som de ikke har tænkt igennem, inden de tog afsted. Tingene er kommet som en voldsom overraskelse. Nogle har, mentalt set, følt det som et overgreb, men også, at der ikke var nogen vej tilbage. Sådan er det jo i det militære system. Det er noget, du skriver under på. Du har sagt ja til, at nogen fortæller dig, hvad du skal gøre. Du kan ikke sige fra i situationen. Jeg har, i forhold til dette, haft nogle samaler med nogle bagefter, som stadigvæk har hængt fast i, at de egentligt ville have reageret anderledes, men de kan ikke få det drejet til, hvordan de kunne have reageret, så de hænger fast, siger Peter og påpeger, at det ifølge psykolog Peter Levine er de første stadier til posttraumatisk stress, fordi du hænger fast i noget, som du føler, du kunne have ændret, men du kan ikke se, hvad du skulle have gjort. Du har ikke haft muligheden for at se frem i situationen.

Det er lidt som ved et biluheld. Du kan ikke altid forudse, hvad de andre bilister gør. Når det går galt, så kan du ikke sætte en finger på, det de andre har lavet. Du har kun dig selv at forholde dig til, så der kommer måske en følelse af skyld eller medskyldighed, som du ikke rigtig kan komme ud af, for du har ikke de andres side af sagen.
-Især folk, der har fået piskesmæld har udvist posttraumatisk stress, for de har været sagesløse, og har ikke set den bil komme i bakspejlet. Så alt det, der er sket foran dem, har de undveget, og så får de en, der uventet kører op bag i dem, siger Peter, der ikke kun gør brug af terapien i søværnet. Han kan også bruge sine erfaringer fra militæret i terapisituationer.

Militærapien
Jeg tror, at en af de største ting i det terapeutiske rum er, at turde sige til en person: ”Så stopper du!”, fordi man i situationen kan høre, at klinten fortsætter en ting i en uendelighed og for så at bryde tilstanden. Det er en form for konfronterende gensvar, men også fordi jeg har den træning i forsvaret med nøjagtigt at sige det sådan, siger Peter. Den militære træning er ifølge ham, især god i de situationer, hvor man skal forfølge en bestemt retning, og hjælpe klienten med at holde fast i den retning.

– Meget af kommunikationen i dag er sådan, at hvis vi får tingene at vide på en bestemt måde, så vil vi også handle på en bestemt måde ud fra det. I forhold til det tror jeg, at militæret er god til at gøre tingene i en overskuelig rækkefølge. Du kan skære det over i mindre bidder. Du kan stille delmål op, så klienten får noget at gå efter. De mål kan du stille som forslag til klienten. Jeg har træningen i at skære tingene ned i mindre stykker, og så har jeg den terapeutiske baggrund i forhold til måden, at tingene bliver sagt på. Du giver ikke ordrer, men guider klienten hen til de delmål, helst uden at sige, at det er det, du gør, siger Peter.

Militær mindfulness
HEG har en filosofi omkring de fire ædle sandheder. Den har Peter skrevet om flere gange til de militære situationer, hvor han har sagt til sine kolleger: ”Vi kan godt dele det op i fire emner. Der er det her problem. Der er en løsning på problemet. Der er en vej til løsning på problemer, og så kan vi have de her otte ting, der fører til løsningen på problemet”.
– Det var faktisk lidt sjovt, da jeg gjorde det første gang. Da jeg fortalte min chef, at det er en Nepalesisk livsfilosofi, der handler om ret tale, ret kommunikation osv., og at du faktisk opnår at komme lettere til en løsning, end når man pakker tingene ind, fordi det ser bedst ud. Det blev modtaget meget positivt, men med en vis skepsis. Forsvaret er ikke klar endnu til den tilgang til problematikker, siger Peter.

Der sker dog en udvikling, også indenfor forsvaret. Hærens officersskole underviser allerede i mindfulness, men det er i Peters optik en mere forretningsmæssig tilgang, de har til meditationen.
– Du dyrker meditation, for at opnå noget. Det er noget for noget, og slet ikke den måde, de tibetanske munke ser på mindfulness på. De gør det jo ikke for at opnå noget som sådan. De gør det for processen i sig selv. Den målrettethed, som man har puttet ind i det i hærens officersskole, har gjort, at de har rykket sig lidt i den retning – ja, det hjælper at tænke problematikkerne igennem med en positiv hensigt. Det hjælper at have en positiv intension med at gøre noget. Det hjælper at kigge på sig selv og sige: ”Hvad kan jeg gøre for at forandre tingene. Hvad kan jeg bidrage med for, at dette bliver løst”, men stadigvæk forventer de jo også, at man når til en løsning. Jeg har fortalt de folk, som jeg har haft med ude, der gjorde lidt nar af mig, når jeg sad og mediterede, at jeg ikke gør det her for deres skyld. Jeg gør det for min egen skyld, og hvis jeg kan have det godt med det, så synes jeg, det er lidt morsomt, at de ikke også kan have det godt med det. Den der tilgang er sådan lidt: ”Øhhh… Det forstår vi ikke”. De kunne godt tænke sig, at jeg fortalte dem, hvad jeg får ud af det, noget håndgribeligt. De er både nysgerrige og lidt skræmte over, hvad det egentlig er, jeg gør. Jeg gør såmænd ikke andet end, at jeg forsøger at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Flyder med. Jeg har brugt så mange år på at kæmpe imod strømmen, for det var den måde, jeg var opdraget på. Min far har vist haft det på samme måde, at du kan kun stole på en, og det er dig selv. Der er kun en måde at gøre tingene på, og det er at gøre det rigtige. Sådan har jeg det da stadig lidt. Det nemmeste er, at gøre tingene rigtigt første gang, men jeg har også oplevet et par gange, at det har begrænset mig ved ikke at gøre noget, fordi jeg ikke har vidst, hvad der var rigtigt. I stedet for bare at kaste sig ud i det, konkluderer Peter.

 

Anette Wiklund

Anette Wiklund

Redaktør at Proces
Journalist, webdesigner og social media manager.
Anette Wiklund

Latest posts by Anette Wiklund (see all)