Jeg smed min far og søster i havet

Reportage fra HEG´s naturterapeutuddannelse, modul 2 ved Peter Sabros Minde.

Af Anette Wiklund

En rund, blød og hvid sten. En kantet sten med afslag. Rødderne på et træ, der faretruende læner sig ud over en skrænt.  Blade, der flimrer i vinden og lydene af havet, der skyller ind over de hårde sten. Vi kender alle fornemmelsen af at være i naturens favntag. Nogle gange glemmer vi os selv, når vi opdager naturen. På Human Education Groups Naturterapeut-uddannelse sker det modsatte. De studerende mærker sig selv gennem naturen og det, den fortæller.

Da jeg ankommer til den smukke kyststrækning ved Århus Bugt, er holdet på 14 psykoterapeuter og de to undervisere David BR Camacho og Tom Funke allerede i gang med naturterapierne. Nogle går rundt i området to og to, og er fordybet. Det kan jeg se, når jeg går forbi dem. De er stille, nærmest meditative, som de står der gemt under træer og mellem buske.

Nede på stranden er Lise Jensen klient og Kirsten Heide er terapeut. Lise sidder helt nede ved strandkanten. Jeg får at vide, at hun er der for at kaste sten i vandet. Sten, der repræsenterer familiemedlemmer. Lise sidder helt stille i lang tid. Et stykke derfra står Kirsten. Respektfuldt lader hun sin klient være i fred med sig selv, så hun kan mærke og fornemme sig selv i den proces, hun sidder i. Jeg spørger Kirsten, hvad det er, de laver.
-Lise har gået en tur og fundet sten, der symboliserer og fortæller noget om mennesker i hendes liv og sig selv.  Hun har lavet en opstilling af stenene i skoven ved et træ alene. Bagefter kom jeg, og så hendes opstilling, og stillede spørgsmål til hende. Spørgsmål som: ”Er der nogle af stenene, der er vigtigere end andre? Og hvad betyder de kanter og former, der er på stenene?”, fortæller Kirsten.

Her handler det ikke nødvendigvis om at bruge en masse ord, hverken som klient eller terapeut. Det handler i højeste grad om nærvær. Om at være med sig selv i naturen og med sin egen natur. Der, hvor din egen natur møder den konkrete natur, kan der ske en forløsning af dybereliggende følelser.
På holdet er de alle skiftevis klient og terapeut for hinanden.
– Naturen er et fantastisk rum, som sætter en helt anden ramme for terapi. Når vi er herude, er vi også ude af de roller, vi normalt har som terapeut og klient. I starten kunne jeg mærke, at jeg som terapeut havde brug for at have kontrol, men i naturen slipper jeg den, og oplever, at processen med en klient bliver meget mere dynamisk. Du er hele tiden ”på” i naturen, og skal være opmærksom på, hvornår du som terapeut skal trække dig ud, så klienten kan få lov til selv at skabe et forhold til de naturelementer, de arbejder med. Ifølge hende hjælper naturen på en lidt diffus måde. Den hjælper dig med, hvad der skal ske i processen.
– Det handler om bare at være, fortæller Kirsten, der til dagligt er hjemmevejleder og arbejder med senhjerneskadede voksne, der har oplevet hjerneblødninger og blodpropper i hjernen. I sit arbejde bruger hun også elementer fra naturterapien.
– Vi bruger naturen meget, og de kan mærke, at det gør en forskel, og at naturen åbner op for en helt ny form for samtale, siger hun.

togekonen

Lise rejser sig fra sandet, og vi går op ad den lange trappe fra stranden til skoven og hen til det shelter, der danner rammen for dagens frokost. De studerende har lavet en stor fælles grønsagssuppe over bål. Den står og simrer i den sorte gryde. Lise og jeg går en lille tur for at snakke om den terapi, hun netop har været i. Jeg spørger Lise, hvad det var for en proces, hun var i, da hun sad i vandkanten.
– Jeg smed min far og søster i havet, fortæller Lise.

Da hun gik tur for at finde sten, sprang de i øjnene på hende så hurtigt, at hun næsten ikke rigtig registrerede det. Når hun gik forbi en sten, var hun nødt til at vende om og tage den. Hun vidste med det samme, hvem det var. Stenene ville bare med.
– Jeg var overrasket over, at de nærmest var der, inden jeg overhovedet nåede at tænke, fortæller Lise, mens vi sidder på et væltet træ. Stenene repræsenterede hendes familie – hendes mor, der døde da hun var fire år, hendes far, hendes to voksne sønner, hendes kæreste og hendes søster.
– Den sten jeg arbejdede med i går, var min far, som jeg har et lidt kompliceret forhold til. Det har meget, at gøre med, at han mistede sin kone – min mor, og blev alene med os to børn. Han ændrede sig, og det har jeg jo som lille ikke kunnet forstå. Det var en flintesten med et glat afslag forneden. Fuldstændig skarpt. Der var noget, der var slået af ham, og der var åbent ind til et sårbart indre. Du kan se det sårbare, men kan ikke rigtig komme ind til det. Han blev nødt til at gøre sig hård og stærk, og hvis jeg kom til at snakke om min mor, så kunne jeg mærke, at det var svært både for ham og for mig. Sorg smitter, så hvis den ene var ked af det, blev den anden det også, så vi snakkede næsten ikke om min mor, fortæller Lise. For Lise har moderens tidlige død været et tema, der har præget hendes liv på flere måder.

Ved at betragte familie-stenene kan hun se på de følelsesmæssige aspekter på nye måder. Naturen viser hende andre sider af problematikkerne.
– Min søster var også en sten med lidt afslag. Hun var tre år ældre end mig, og på en eller anden måde prøvede jeg at klamre mig til hende, da min mor døde. Følelsesmæssig hagede jeg mig fast til hende, for hun var jo den, der var der mest, og det kunne hun jo ikke leve op til, siger Lise. Da Lise følte hun var færdig med stenene, der repræsenterede hendes far og søster, smed hun dem tilbage i havet.
– Da jeg havde smidt min far i havet, var der straks en anden sten, som jeg tog op. Den skal jeg have med hjem. Det var en helt anden slags sten. Det svære blev smidt ud, og den nye sten var meget mere rund og blød, hvid og med en masse organiske og grønne strukturer i. Min far var planteskolegartner, så alt det med natur og planter, det har jeg meget fået med mig fra ham, siger Lise. Vi går tilbage til den dampende bålsuppe og den fredfyldte pause, inden næste punkt på dagsorden – fællesterapi med Tom Funke, der har sin hund Tika med. Den er en smuk Siberian Husky med isblå øjne og som er vant til at være med på terapiture.

kaki-paa-benk

– Hvem vil være klient? Spørger Tom gruppen. Der er stille i et lille stykke tid. En kvinde fra gruppen siger, at hun gerne vil, og vi går alle hen til skrænten, hvor vi kan se ud over havet. Tom starter med at fortælle, at naturen også kan have en sekundær betydning for en klient. Det skal man som terapeut være opmærksom på. Det kunne f.eks. være, hvis en klient har oplevet et konkret overgreb i en skov. Det er yderst vigtigt at få disse informationer på plads inden en terapi, så man kan tage højde for det. Det kunne også være, at der engang er sket noget ved en børnefødselsdag, som blev fejret i skoven. Sådanne hændelser og erindringer kan forstærke terapien. Han vender tilbage til klienten.

– Du skal arbejde med en følelse, der forhindrer noget i dit liv, siger Tom.
– Jeg ved ikke, om jeg tør. Jeg kan mærke, at jeg bliver usikker i benene og lidt shaky, siger klienten, tydelig berørt. Hun fortæller, at det er svært for hende at være så meget i fokus i gruppen.
– Hvad mærker du? Spørger Tom.
– Jeg har en indre uro, der starter i benene. Den giver mig lyst til at løbe, siger klienten. Terapien er i gang.
Tom siger til klienten, at hun skal gå i den retning, som hun kan mærke er rigtig for hende. Hun begynder at gå, og gruppen følger trop bag hende.

Det er altid klienten, der bestemmer retningen. Også selvom man ender ude på det yderste af en skrænt. Måske er det lige præcis der, at problematikkerne bliver sat i spil.
– Prøv at finde en repræsentant for følelsen i naturen, siger Tom. Det fører klienten hen til et træ, der læner sig ud over skrænten. Man kan tydelig se træets rødder, der har et godt tag i jorden, så det ikke vælter ned på stranden. Klienten får associationer og forholder sig til sin egen indre uro i benene i forhold til træet og dets rødder. Det handler om at have rødder, og at ville flygte. En modsætning. Det drejer sig også om udadvendthed og indadvendthed.
– Er der en positiv intension med røddernes uro? Hvad er den modsatte følelse af uro for dig? Spørger Tom. Klienten kigger ud over havet.
– Når jeg kigger ud over verden, kommer der ro. Jeg finder healing i roen, siger klienten.
– Kan du finde en repræsentant for den ro? Spørger Tom og vi går videre på stien med klienten som vejviser. Terapien fortsætter.

På et tidspunkt giver Tom klienten et frirum til, at den positive og den negative følelse kan få lov at snakke med hinanden, mens gruppen går lidt væk i respekt for fordybelsen. Klienten kan mærke, at hun må ned af en meget stejl skrænt efter en sten. Nogle fra gruppen vælger at gå med derned. Vi andre venter på stien i skoven.
Terapien fortsætter på stien, da de kommer tilbage. Der kommer af og til folk forbi, men terapeuterne hepper venligt på de motionister og andre, der går gennem os på den smalle sti. Alt bliver til en del af terapien – det føles helt naturligt med terapi på en sti ved skrænten her ved Peter Sabros Minde, hvor jeg forlader gruppen af kommende naturterapeuter.


Læs om naturterapeutuddannelsen på www.heg.dk

Anette Wiklund

Anette Wiklund

Redaktør at Proces
Journalist, webdesigner og social media manager.
Anette Wiklund

Latest posts by Anette Wiklund (see all)